Nopa nordic
”Det er superren plastic, når vi får det i hænderne.”
Sådan omtaler innovationsdirektør Nikolaj Haulrik de flasker, som Nopa Nordic A/S bruger til vaskemiddel for Rema 1000 og svenske ICA. Emballagen er fremstillet i genanvendt plast fra Aage Vestergaard Larsen.
Nopa Nordic producerer rengøringsmidler og produkter til personlig pleje som private labels for COOP, Rema 1000, svenske ICA, Matas og andre store detailkæder. Siden 1993 har bæredygtighed været en del af virksomhedens DNA. Derfor har det også været naturligt at deltage i MUDP udviklingsprojekter sammen med Aage Vestergaard Larsen. Målet har været at optimere den nuværende oparbejdningsteknologi, så det bliver muligt at reducere mængden af parfumestoffer og andre skadelige stoffer i genanvendt plast.
”Nu kan både danske og svenske forbrugere købe flydende tekstilvaskemiddel i flasker af genanvendt plast, som kommer fra husstandssorteret affald. Vores flaskeproducent køber plastråvare hos Aage Vestergaard Larsen i så høj en kvalitet, at der kan produceres ny plastemballage af den genanvendte plast. Ind til videre drejer det sig om syv varianter af flydende tekstilvask hos Rema 1000 og svenske ICAs eget brand til vaskemiddel”, fortæller Nikolaj Haulrik, innovationsdirektør hos Nopa Nordic A/S
Plastens kvalitet og renhed er netop nøgleord for en virksomhed som Nopa Nordic.
”Hvis man skal kunne blæse en flaske ud af plastgranulat, så er plastens tekniske kvalitet afgørende. Den skal have de rigtige elastiske egenskaber – og den skal være robust og holdbar, så den kan bruges igen og igen. Plastens renhed er lige så vigtig, da det jo handler og sundhed og sikkerhed. Og her læner vi os op ad de tolerancegrænser, der gælder for fødevarer. Så det er superren plastic, når vi får det i hænderne”, siger Nikolai Haulrik.
Al plast, som oparbejdes hos Aage Vestergaard Larsen, bliver kvalitetstestet efter ISO-standarder i eget in-house laboratorium samt på eksterne akkrediterede laboratorier. Der testes for plastens mekaniske, termiske og fysiske egenskaber og dens kemiske sammensætning. Derudover tester Nopa Nordic også selv den færdige emballage.
”Vi sender flaskerne til ekstern test for at sikre, at der ikke migrerer uønskede stoffer ind i vores produkter”, forklarer Nikolai Haulrik.
Nopa Nordic A/S går forrest, når det gælder den grønne omstilling. Og det er ikke bare en del af virksomhedens vision. Helt konkret deltager man i flere udviklingsprojekter omkring genanvendt plast.
”Vi er gået fra at være en virksomhed, der køber plast som commodity til at indgå i vores egen supply chain i et interessefællesskab med Aage Vestergaard Larsen. Vi ønsker også, at Miljøstyrelsen vil deltage i arbejdet med at udvikle lovgivning og vejledning på området, så vi kan industrialisere det og skabe skala. Ellers skal alle jo udvikle deres egne standarder. Miljøstyrelsen har tilkendegivet interesse for dette arbejde, men det er ikke kommet i gang endnu”, siger Nikolaj Haulrik.
Der er dog ny EU-lovgivning på vej: Emballagedirektivet med specifikke genanvendelsesmål, som formodentlig bliver vedtaget i EU medio 2024. Og det udvidede Producentansvar, der forventes at træde i kraft medio 2025. Læs mere om de to kommende forordninger
På spørgsmålet om, hvordan Nikolaj Haulrik ser fremtidsmulighederne for emballager med genanvendt plast, svarer han:
”Det ER fremtiden. Det bliver en hygiejneparameter. Om 1-2 år er det et must – Licence to operate. Og heldigvis har vi sammen med Aage Vestergaard Larsen været på forkant og set markedet, før det for alvor kommer. Der foregår rigtigt meget inden for EU, så der er mange positive ting i gang, som er med til skabe den grønne omstilling”, siger Nikolaj Haulrik.
… udvikler og producerer private label produkter indenfor bæredygtige vaskemidler, rengøringsmidler og personlig pleje. På verdensplan er virksomheden den første i denne branche, der er certificeret af Bureau Veritas for at agere i fuld overensstemmelse med FN’s udviklingsmål for bæredygtighed.
Aage Vestergaard Larsen A/S
Aage Vestergaard Larsen A/S er Nordens største virksomhed inden for genanvendelse af plast. Cirkla er en forretningsenhed i firmaet med særlige kompetencer indenfor genanvendt plast til kosmetik- og hygiejnebranchen. Vi samarbejder om specialprojekter med både Plastindustrien og Teknologisk Institut.